Hvad er VA-godkendelse? Alle vand produkter på det danske marked skal være testet og VA-godkendt. VA står for vand- og afløbsinstallationer. Den obligatoriske VA-godkendelse sikrer, at produkterne lever op til visse sundhedskrav i henhold til bygningsreglementet.
I 2005 blev VA-godkendelsesordningen ændret, så alene sundhedsmæssige hensyn indgik i betingelserne for en godkendelse. Før 2005 skulle et produkt også opfylde betingelser om visse fysiske og mekaniske egenskaber for at kunne blive VA-godkendt. Mange producenter og leverandører af produkter til vand- og afløbsinstallationer ønsker dog fortsat at få en VA-godkendelse efter de tidligere mere omfattende betingelser. Alle de nuværende VA-godkendelser omfatter således også den frivillige mekanisk/fysiske prøvning. De frivillige VA-godkendelser dokumenterer, at produkterne opfylder bygningsreglementet samt den tilhørende ”Norm for vandinstallationer” - DS 439. En godkendelse er bl.a. betinget af, at der er foretaget dokumenterede tests af produktet af anerkendte og uvildige institutioner. En frivillig VA-godkendelse indebærer, at produktet skal prøves med hensyn til fysiske og mekaniske egenskaber. Den mekanisk/fysiske prøvning sker i henhold til europæiske standarder på området.
Hvem foretager godkendelsen? Myndigheden på området er Erhvervs- og Byggestyrelsen. Opgaven med VA-godkendelserne er lagt i ETA-Danmark, som er en afdeling af DS Certificering. ETA-Danmark beskæftiger sig bl.a. med europæiske tekniske godkendelser og udformning af retningslinjer herfor. Prøvnings- og godkendelsesbetingelserne for VA-godkendelserne er udarbejdet i et samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og ETA-Danmark.